Emma Grankvist & Rasmus Søegren

De fleste poprigtige elskere af et godt omkvæd må se sig overvundet af ep'ens andet nummer "Funny Love", som mesterligt kombinerer det massive stadionpotentiale i numre som Dua Lipas "IDGAF" og Jessie Wares "Wildest Moments". Man kan frygte, at Young Tiger bevæger sig ned ad samme sti som Off Bloom, også med fabelagtig popmusik af international klasse i bagagen, bare uden den fortjente anerkendelse.

Hvis jeg spillede Young Tiger til en fest, du var med til, ville du tro, at nu var der kommet ny musik fra en af de frembrusende unge skandinaviske kvinder, der optræder med et simpelt X Factor-moniker. Med Emma Grankvists fejlfrit alsidige vokal og Rasmus Søegrens pletfrie pasticher af sidste års store hits har Young Tiger nogenlunde samme berettigelse som Alma, Tove, Astrid S, Sigrid, Clara osv. 

Emma og Rasmus sørger for lige akkurat nok personlighed til at lade denne herligt kortfattede ep skille sig ud fra den massive mængde af enslydende elektronisk pop. Det lykkedes bl.a. med simpel harpe, sang og drilleri på "No Question". Den flirtende outro "YT.YT" viser dertil, hvor mange værktøjer duoen egentlig har til for alvor at bryde frem på en popscene domineret af først og fremmest kvindeidoler.