Tidligere elever fortæller

Mit navn er Ditte Lykke Hansen, og jeg studerer lige nu på kandidaten på Det Kongelige musikkonservatorium i København. Jeg blev i juni 2020 uddannet som accordeonist på bacheloren. Jeg gik på MGK Slagelse (dengang der var en afdeling der), fra 2012-2015. Jeg søgte ind da jeg var 13 år, hvor jeg fik særlig merit for at søge ind, fordi jeg lige akkurat ville nå at blive 14 år inden undervisningen startede. Jeg kendte faktisk ikke til MGK, før jeg blev opfordret af min lærer til at søge ind. Så jeg søgte ind et par dage før tidsfristen for ansøgninger, og pludseligt et par måneder senere, var jeg kommet ind.

Jeg fik den lærer som jeg ønskede at studere hos, og det har været nogle af de mest lærerige år jeg nogensinde har haft udover konservatoriet. Jeg lærte så ufatteligt meget i den tid både teknisk, men også personlighedsmæssigt, og alle menneskerne jeg mødte i de år, var fantastiske til at få skubbet mig frem, og hjulpet mig til at støbe den musiker, som jeg er i dag.

Jeg har altid vidst, jeg ville noget indenfor musikken, men jeg har altid fået at vide, at det er et kæmpe sats at skulle være musiker – og det er det også. Men hvis det er det man vil, så skal man bare tro på sig selv, og knokle alt det man kan, for det er ikke umuligt.

Jeg husker især det sociale liv, både på Slagelse musikskole, men især også de mange MGK-weekender der var, hvor alle fra MGK Sjælland mødtes på kryds og tværs, og spillede sammen. For mig gav det utroligt meget, og jeg fik spillet i forskellige kammermusik grupper, som jeg aldrig havde prøvet for. Det gav også et kæmpe netværk, som jeg slet ikke havde turde drømme om, i en alder af 14 år.

Det var lidt af en udfordring, da der er utroligt få i Danmark der spiller accordeon. Jeg var den eneste på hele MGK Sjælland der spillede accordeon på daværende tidspunkt. Men der blev altid gjort et godt arbejde for, at finde materiale som jeg kunne være med på, om det så var skrevet direkte til instrumentet eller ej. Den dag i dag har jeg heldigvis udviklet mit repertoire så jeg selv kan finde materiale, eller i så fald skrive det om så det passer. Men på daværende tidspunkt var jeg pænt sagt, helt blank på repertoire området i forhold til kammermusik. Så det var faktisk også noget jeg lærte på MGK – at vores instrument er lige så meget egnet i kammermusik, som det er som solo instrument. Jeg havde altid kun set det som et solo instrument, så det gav meget glæde at kunne se nogle forskellige muligheder! Jeg følte mig i hvert fald aldrig udenfor, og det er jeg i dag meget taknemlig for! – for når man spiller et lidt ”atypisk” instrument, kan man meget hurtigt blive ”glemt” når det omhandler kammermusik!

Jeg havde aldrig kommet ind på konservatoriet uden min tid på MGK. Jeg var fuldstændig klædt på til konservatoriet, og mange af tingene på første år bachelor på konservatoriet, var faktisk ting som vi havde været inde på, på MGK´en. Så jeg havde hele tiden haft et super godt fundament, som jeg slet ikke ville have haft, hvis jeg ikke havde haft de år dengang. Dét har gjort, at jeg ikke har været bagud på konservatoriet på noget tidspunkt.

I dag er jeg i gang med mange musikalske forskellige projekter, og så underviser jeg også en del ved siden af. Jeg er færdig med konservatoriet her om 1 ½ års tid, og det er lidt skræmmende at min studietid snart er slut, men jeg glæder mig også til at kunne bruge mine mange års studier, på at skabe flere samarbejder, og forhåbentligt en masse brugbare projekter.

Jeg kan helt klart anbefale MGK, og især hvis man har brug for et skub ind i musikkens verden, og finde ud af, hvor mange muligheder der faktisk er, inden for musikken. Og så er det bare super fedt som ung musiker, at møde andre jævnaldrende som har samme interesse som en selv! De 3 år går lynhurtigt, men jeg vil love dig, at du på de 3 år får utrolig meget viden, som man aldrig vil fortryde man har fået!
— Ditte Lykke Hansen, accordeon
Jeg har været enormt glad for min tid på Køge MGK. Udover de enormt fleksible, imødekommende og ikke mindst dygtige lærere på tværs af kursets fag, sidder en administration, der tager hånd om eleverne både praktisk og med musikalske muligheder. Jeg har sat pris på MGK Sjællands mulighed for at ikke kun respektere perioder med eksempelvis travlt gymnasieliv, men tilmed også justere forløbet hertil. Merit fra første år i hørelære for at kunne deltage i SASO var en særlig fantastisk mulighed.

I dag studerer jeg kirkeorgel på Sjællands Kirkemusikskole og søger optagelse på DKDM til sommer. Selvom jeg i dag ikke studerer det samme instrument, som jeg gjorde på Køge MGK, har kurset haft en enorm indvirkning på min musikalske udvikling og har givet mig mange af de midler (særligt klaverundervisning og satslære (kæmpe skud ud til Philip Due)), som jeg daglig gør brug af på studiet og i mit spil generelt.

Jeg oplevede en erkendelse af min egen mangel på motivation ift. mit daværende hovedinstrument, trompet, på studiet. At kunne dyrke et instrument i så høj en grad, som man har mulighed for på MGK, fik mig til at indse, at det ikke var der, hvor min hovedsagelige interesse indenfor musik lå. Det skyldes hverken lærere eller studiemiljø, men udelukkende en personlig udvikling, som jeg kun kunne få lov til at gennemgå og kun turde indrømme for mig selv under jeres vinge ;)

Studiemiljøet er skønt. Jeg fik mange gode venner igennem MGK, på tværs af instrumentgrupperne, deriblandt min lærer, som jeg stadigvæk jævnligt skrives ved med.
— Clemens Christian Balk-Møller, trompet
Mit navn er Solveig og i dag er jeg kandidatuddannet tværfløjtenist. For mit vedkommende startede det hele på MGK. Jeg kan faktisk spore al mit nuværende musikdrive tilbage til mine år på MGK.

I 2010 startede jeg på MGK på Guldborgsund med samme lærer, som jeg havde haft før som musikskoleelev. Jeg var 16 år og var færdig med folkeskolen. Min lærer havde nævnt muligheden flere gange, men jeg var forsigtig. Musik er jo ikke noget man kan leve af. Det havde jeg hørt. Det var ikke en realistisk og fornuftig mulighed. De tanker fyldte mit hoved, og jeg var optaget af at finde andre muligheder for fremtidsplaner. Flere gange lånte jeg bogen ”Hvad vil du være 2010”, og jeg var i skolepraktik alle steder, der ikke var musikrelateret. Min skolelærer havde uvidende sagt, at han troede jeg ville passe godt som musiker, og jeg blev så sur på ham. Hvad bildte han sig ind at sige sådan noget pjat! Men stille og roligt blev MGK vejen for et skolefrit år inden jeg ville tage HF, og det trængte jeg til.

MGK vendte op og ned på alt i mit hoved. Mulighederne for at dykke ned i dybderne i musik var befriende for mig. Jeg elskede nørderiet, jeg elskede miljøet på musikskolen, og nu var jeg blevet en etableret del af stedet. Jeg nød kravene til os elever, at underviserne forventede engagement fra os. Jeg nød ikke mindst lærerne. Der var i den grad sære personligheder, og de var hylesjove. For dem var det både sjov, hygge samt storladet og akademisk at undervise i musik. Man kunne mærke deres engagement, og det smittede.

Jeg skriver måske i et meget romantisk sprog. Måske det lyder lidt for meget for dig, men jeg mener det virkelig. Jeg har mange gange ønsket mig tilbage på MGK, også efter jeg kom på konservatoriet. For mig er MGK min ”Barndommens Gade”. I det miljø blev min kærlighed til musik vakt, og ubevidst har jeg søgt at bevare den kærlighed, nysgerrighed og stemning i de 8 år jeg nu har været andre steder.

Jeg endte med at komme ind på konservatoriet i København. Der har været op- og nedture, og mine romantiske tanker om musikerlivet er flere gange blevet brudt ned. Når man når derind, så er hobbyen for alvor væk, og det virkelige arbejde slog mig som en lussing. De virkelige realiteter om musikernes vanskelige vilkår og få arbejdsmuligheder rammer hårdt. Arbejdsmuligheder tænkte jeg ikke på i starten. Jeg havde også svært ved at tage det til mig, når lærerne prøvede at skræmme med det, når de forsøgte at provokere mere flid og flere timers øvning frem. Det lyder lidt nedslående, men jeg vil også gerne være ærlig overfor dig. Det er et studie, der kræver meget af dig som person, og meget flid.

Konservatorierne er de steder i landet, hvor alle nørder fra landet samledes. Typer du ikke troede var til. Nationaliteter fra hele verden, som du sidder og spiser frokost med i kantinen. Ja, mangfoldigheden er til stede, den er dragende og udviklende. Det var i mine studieår, at jeg kunne prøve alt af; øve for lidt, øve for meget, tage udenlands, opleve udlandet herhjemme, nørde i barokinstrumenter, undervise, spille i stort symfoniorkester og i små grupper, se store teatersale, falde på halen og krise, men også at rejse sig op og komme videre. For med musik følger historier, og måske endda lidt eventyr, hvis man anstrenger sig for at bevare fantasien.

I dag ligger mit musikervirke i kærligheden til undervisning og kammermusik. Jeg har i de sidste par år lavet min egen hjemmeside, dannet flere kammergrupper og undervist på flere musikskoler. Om nogle måneder flytter jeg til Færøerne for at kunne få et etableret virke som både underviser, kammermusiker og måske orkestermusiker i ny og næ. Det er mit kommende eventyr.

Jeg anbefaler MGK til alle jer, der har musik som en stor del af jeres fritidsliv. Til jer, hvis underviser peger i den retning. Til jer, der gerne vil bruge kræfter på at dykke et hak dybere og snuse til det at studere musik. Tænk endelig ikke at MGK er spildte år, hvis man ikke kommer på konservatoriet. Tænk ikke MGK udelukkende som et kursus, hvis endegyldige mål er at gøre dig til professionel. MGK kan føre dig længere ind i bevidstheden om, hvordan du nyder og yder ægte musik. At du så vælger at blive ejendomsmægler, elektriker eller læser litteratur i stedet, det er ligegyldigt. Musik kan altid berige dig, og jo bedre du ønsker at blive på dit instrument, jo bedre kan du berige samfundet omkring dig. Om det skal være som meget dygtig amatør eller, om du vil gå hele vejen til levebrødet, det skal MGK ikke bestemme. MGK kan give dig værktøjerne og et arbejdsfokus. Så kan du opøve dig de kompetencer, der gør, at du kan vælge til og fra.

Min gnist blev tændt på MGK, jeg tog stafetten op og kom på konservatoriet. Dér fik jeg prøvet alt af og fandt en styrke og min drivkraft. Så har jeg arbejdet og eftersøgt det arbejdsliv, som efterkommer mine ønsker. Den søgen er jeg stadig i, men jeg håber at den findes en spytklat ude i Atlanten.
— Solveig Kaae, tværfløjte
Når jeg ser tilbage på min tid på MGK Sjælland, bliver jeg helt varm om hjertet. Det engagement og den imødekommenhed jeg blev mødt med af lærere og koordinatorer var speciel - en oplevelse jeg virkelig værdsætter nu, hvor det er op til mig at lære fra mig og koordinere i alle livets aspekter, ikke kun det musikalske.

Det var MGK Sjælland, som bevilligede den lærer jeg ønskede mig, og dermed var grunden til at jeg kom videre på konservatoriet, tre år senere. Det skabte rammen om mange, mange hyggelige stunder til hverdag, kursusweekender, festivaler og fest.

Jeg er overbevist om at det har været en betydningsfuld faktor for, at jeg nu står som uddannet og selvsikker, udøvende musiker. En færdig-uddannet musiker som ikke er færdig med at uddanne sig, men som gennem tre år på MGK lærte at tro nok på sig selv til at kaste sig over større og større udfordringer. Fra fløjtenist til pianist til sanger til komponist til organist. Jeg har kun taknemmelighed for og rosende ord om MGK Sjælland.
— Jonathan Schmidt, tværfløjte
Jeg valgte at søge ind på MGK i Køge, da jeg havde hørt utroligt gode ting om stedet, og det tiltrak mig at vælge et mindre MGK-center, hvor der var plads til den enkelte elev. Det viste sig så sandelig at leve op til alle forventninger!

Jeg startede som den eneste klassiske sanger, og det udfordrede mig (på en positiv måde) at lave projekter med anderledes instrumentsammensætninger. På mit 2. år startede der dog flere sangere, og det gav mulighed for at have ensemblesang, improvisations-workshops med Hanne Jørna mm. Det er mit indtryk, at der på Køge MGK altid bliver fundet gode løsninger for eleverne - lige gyldigt årgangenes instrumentsammensætninger.

Nogle af toppunkterne i min tid på MGK har været at være solist med forskellige harmoniorkestre i Køge-området. Det har været fantastiske oplevelser, som har været meget unikke for en ung musiker at prøve. Derudover var det også en skøn oplevelse med vores rejse til Amsterdam, hvor vi besøgte forskellige konservatorier og hørte fantastiske koncerter.

I dag studerer jeg på Syddansk Musikkonservatorium, og jeg var ikke nået hertil uden min tid på MGK, hvor jeg udviklede mig som musiker på alle parametre. Af fremtidige projekter skal jeg medvirke i en Corona-opera skrevet af konservatoriestuderende, som skal opføres på Den Fynske Opera. Derudover medvirker jeg som solist til "Højdepunkter fra Messias" i Thomas Kingos Kirke i Odense til jul. I forhold til min uddannelse håber jeg på at komme ind på en operaskole/operakandidat, muligvis i Tyskland, da jeg gerne vil leve af at synge opera.
— Katinka Bohse Meyer, sang
Jeg gik 3 år på MGK i Køge med klassisk klaver og kom derefter ind på konservatoriet i København på AM linjen. MGK har betydet alt for der, hvor jeg er i dag. Hvis ikke jeg havde gået på MGK havde jeg ikke hørt om AM, som har vist sig at være mit absolutte drømmestudie.

At gå på MGK har udviklet mig mere end jeg kunne forestille mig, både på mit instrument og rent personligt. I løbet af de 3 år blev jeg bedre til at spille, og vigtigst af alt begyndte jeg at føle mig som en musiker og fandt ud af, hvad jeg brænder for ved musikken, og hvilken vej jeg ville gå med den. MGK ledte mig den rette vej, og udrustede mig også til min videre musikuddannelse. Med 3 års undervisning på MGK og en masse øvning og hårdt arbejde, følte jeg mig klar til at gå til optagelsesprøven til konservatoriet.

Nu er jeg i gang med at udleve min drøm om at blive korleder og musikpædagog og bruge mit liv på at videreformidle glæden ved musik og sang til børn og voksne, en passion der blev vækket til MGK’s kursusdage, hvor vi havde en korleder, der også havde gået på AM.

Jeg kan anbefale MGK til enhver der gerne vil dykke ned i musikken, have det supersjovt og udvikle sig rigtig meget, og måske finde ud af at man vil gå videre med det.
— Christine Fuglsang, klaver
Jeg har altid vidst, at jeg gerne har villet være musiker; det har været gældende siden, at jeg var helt lille. Køge MGK har været med til at opfylde den drøm, og jeg er nu i gang med at uddanne mig, som Almen Musikpædagog, så jeg kan inspirere andre sjæle til at vælge at have musikken i deres liv.
— Maria Rosendahl Von Spreckelsen, violin
Når jeg tænker tilbage på min MGK-tid, tænker jeg primært på de fælles MGK-weekender hvor alle afdelinger blev samlet, på kryds og tværs af genrerne. Selvom jeg personligt havde svært med det, var det fantastiske jo, at vi var fælles om musikken. Hvis man tillader det, taler musikken altid meget klart til ens følelser - ens hjerte - og det er noget af det smukkeste jeg kender til, og faktisk grunden til, at jeg har valgt at blive klassisk sanger.

Efter MGK har jeg gået privat hos Ulrich Stærk og Hanna Hjort, hvilket har været fantastisk!! Jeg har deltaget i “Unge sangere” og fået mange bekendtskaber, der er gået videre i mine år på konservatoriet, på kryds og tværs af landets konservatorier. I dag er jeg studerende på SDMK og bliver bachelor til sommer i klassisk sang. Det har ikke været let at følge mine drømme, men “hvis man bliver ved at gå, så går det nok” - og derfor giver jeg ikke op! Og så er jeg netop hjemvendt fra Venedig, hvor jeg har modtaget undervisning hos en FANTASTISK sanglærer, der underviser nogle af de største operasangere ansat på The Metropolitan i NYC. Ingen ved hvad fremtiden bringer, men jeg håber ikke på mindre end jeg har oplevet frem til nu.
— Maria Camelia Paulescu, sang
Jeg studerer obo på masterstudiet på konservatoriet i København og er i løbet at dette efterår 2020 på udveksling på Musikhøjskolen i Oslo. Når der ikke lige er nedlukninger og aflysninger, består min hverdag af at spille og formidle fantastisk musik sammen med andre musikere - i orkestre, ensembler og undervisningssammenhænge, både professionelt udenfor konservatoriet og som den del af mit studie :-)

Da jeg startede på MGK i Køge i 2012, var jeg slet ikke sikker på, at musikerlivet var noget for mig. Jeg gik på gymnasiet og overvejede alle mulige forskellige retninger - bl.a. jordemoder, lærer og teolog. Jeg var startet sent med at spille obo (som 16-årig) og troede egentlig ikke, at jeg kunne nå at blive “god nok“ til at blive professionel. Og så havde jeg også en eller anden (misforstået) forestilling om, at der skulle nogle helt andre uddannelser til end musik for at kunne gøre en forskel i verden...

I løbet af mine tre år på MGK ændrede jeg dog langsomt mine ideer om fremtiden. Jeg tror først og fremmest, at det var sammenspillet med andre unge musikere, der fik mig til at se anderledes på det hele. Den glæde det kan give at kommunikere med andre, ikke gennem ord, men gennem musik, er stadig noget af det, jeg holder allermest af ved min beskæftigelse i dag.

Og så er jeg i øvrigt så heldig, at jeg stadig studerer og spiller sammen med flere af mine medstuderende fra MGK i Køge!
— Freja Arendt, obo
Mit navn er Laila, og jeg spiller bratsch på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på mit sidste år af kandidaten. Jeg gik på MGK fra 2011-2014 på Bornholm, og jeg gik der parallelt med gymnasiet og havde egentlig ikke en drøm om at blive musiker - jeg skulle være tandlæge og valgte derfor bioteknologilinjen på gymnasiet. Jeg nød dog virkelig min tid på den lokale musikskole, og efter gentagne opfordringer fra musikskolelederen og min lærer om at søge ind på MGK, gjorde jeg det for at få mere undervisning og udvikle mit spil.

Og WOW hvor var det bare den bedste beslutning! Jeg fik så meget undervisning på højt niveau, og MGK gav mig mulighed for at pendle til København hver anden weekend til hovedfagsundervisning hos en meget dygtig lærer, Dmitri Golovanov. Det var virkelig en ny verden, der åbnede sig for mig. MGK-weekenderne var meget inspirerende, måske i endnu højere grad for os bornholmere, fordi vi pludselig fik chancen for at spille sammen med nogle nye musikere på et meget højt niveau, som vi ikke havde muligheden for derhjemme. Jeg havde f.eks. aldrig tidligere spillet i en strygekvartet med så dygtige musikere og instruktører, og det var så fedt at blive udfordret. I løbet af mit 2. år blev jeg mere og mere engageret i at spille og øve, og jeg begyndte at kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at være foruden musik. Jeg endte derfor med at søge ind på konservatoriet efter MGK, og jeg har været så glad for at gå der. Det er meget motiverende - og til tider lidt hårdt - at være en del af et miljø, hvor alle er meget ambitiøse, men det har været med til at udvikle mig endnu mere og givet mig endnu mere blod på tanden.

Sidste år var jeg på udveksling i Shanghai i Kina efter at have mødt læreren derfra i København til masterclasses gentagne gange. Det var så fedt at være afsted; jeg fik masser af oplevelser og lærte rigtig meget om både mig selv, mit spil og en helt anden kultur, og jeg udviklede mig som et meget mere selvstændigt menneske og musiker. Jeg har planer om at tage tilbage til Shanghai til endnu et semester fra september 2021.

I fremtiden er mit største ønske at blive orkestermusiker og undervise lidt ved siden af, fordi det vil give mig muligheden for at være udøvende musiker samtidigt med at jeg (forhåbentlig) kan inspirere andre og give min glæde for musik videre.
— Laila Knudsen, bratsch
Jeg er for nylig begyndt at undervise ca. 18 timer om ugen, og så håber jeg på at kunne freelance resten af pengene hjem. Jeg gik lidt i ”coronatrance” efter min kandidatkoncert i december 2019, så nu skal jeg i gang med at etablere mig som koncertmusiker.

Jeg har altid vidst, at undervisning ville blive en del af min karriere som musiker, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville nyde at dele min musik med elever så meget som jeg gør. Jeg erfarede allerede som tolvårig at det gav mig noget særligt at videregive musikalsk kunnen til en anden person, men gennem hele min tid som musikstuderende tænkte jeg på det at undervise som en nødvendig (om end berigende) sidebeskæftigelse. Nu ved jeg at det er et erhverv jeg sagtens vil kunne nyde at bruge mit professionelle liv på, uden behov for yderligere professionel beskæftigelse. Jeg elsker selvfølgelig stadig at spille koncerter - det er der ikke noget der kan sammenlignes med, og jeg har ud over mit solorepertoire også lidt over en times koncertklar musik med min duopartner Malthe Volfing Højager, som jeg også mødte på MGK Sjælland i år 2012. Vi hedder "Duo Sustain", og man kan læse mere om os, og lytte til os på vores hjemmeside https://www.sustained.dk/
— Andreas Nielsen, guitar
Jeg begyndte på MGK Køge i september 2013 da jeg stadig gik i 9. klasse. Jeg var allerede blevet introduceret til det daglige liv på matriklen, da jeg havde hjulpet til ved det ene af kammermusikholdene mandag aften i løbet af foråret. Jeg ville gerne i gang så hurtigt som muligt, da jeg allerede var meget afklaret med at jeg gerne ville være musiker på det tidspunkt.

Da jeg blev færdig med 9.klasse og begyndte på 2. år, startede jeg på HF ved siden af for at kunne søge på konservatoriet i forlængelse med min afgangsprøve på MGK. Det lykkedes.

Hverdagen på Køge MGK var en rolig og afslappet mulighed for at fordybe sig og koncentrere sig om at dygtig- og klargøre sig til sin optagelsesprøve, samt et rart forum med ligesindede jævnaldrende, hvoraf de fleste har samme ambitioner om at blive musikere. I og med at man besidder nøgler til alle lokalerne på første sal, samt at første sal desuden rummer vores fælleskøkken og opholdsrum, gav de helt rigtige rammer for at holde hinanden i gang med at øve os og holde pauser sammen på en god måde. Dertil må siges at tidsomfanget af ens undervisning på MGK, ingenlunde er uforenelige med en hverdag på en ungdomsuddannelse - det er lige tilpas.

Uden det udbytte jeg tog med fra de teoretiske fag på MGK, havde det ikke været muligt for mig at klare bifagsoptagelsesprøverne (hørelære og klaver) til kons, og den intense proces i hovedfag, muliggjorde en sikker og rolig præstation til hovedfagsprøven. Desuden var MGK Køge dengang det eneste MGK-center på Sjælland og i hovedstadsområdet hvor man havde faste ugentlige timer i kammermusik. En i min optik absolut nødvendighed for at kunne klare sig i samtlige fag på konservatoriet. Herunder orkesterskoler, stemmekendskabstimer og ikke mindst de almene kammermusikkoncerter. Det har uden tvivl bidraget til at jeg allerede har modtaget flere kammermusikpriser, senest en 3. pris ved finalen i 'Carl Nielsen Internationale Kammermusikkonkurrence'.

Efter jeg blev færdig i København med første del af konservatoriet, flyttede jeg til Freiburg hvor jeg i dag studerer på min kandidat hos Professor Diego Chenna.

I løbet af mit andet år på kons begyndte jeg min freelancekarriere og har i dag, tre år efter, allerede assisteret i de fleste danske orkestre, heriblandt Det Kgl. Kapel, Den Kgl. Livgardes Musikkorps og Copenhagen Phil - Hele Sjællands Symfoniorkester, hvor jeg i sidstnævnte flere gange har været kontraktansat som solofagottist.

Jeg er jævnligt deltager i de europæiske og amerikanske solokonkurrencer for fagot, hvor jeg senest blev udtaget til den store 'Prague Spring International Music Competition'. Mit største resultat i disse konkurrencer er min finaleplads og 2. Pris ved 'IDRS Young Artist Bassoon Competition', i USA.

Herhjemme har jeg været trefoldig samlet vinder af Unge Spiller Klassisk 2010, 11 og 12 i Region Sjælland, modtaget Sigurd & DR Radiosymfoniorkestret og DAMUSA's Musikskolepris 2010 og vundet Radiosymfoniorkestrets Fonds Talentpris ved Øresunds Solist 2014. Desuden har jeg modtaget Jacob Gades Fonds Store Legat, Betty & Valdemar Van Hauen Fonds Legat og Køge Kulturfonds Legat.

Når jeg er hjemme i Danmark er jeg, udover at assistere i de danske orkestre, medlem af styregruppen i Køge Kammermusikfestival samt stifter af Københavns Blæseroktet, hvoraf tre af medlemmerne er tidligere elever på MGK Køge.
— Alexander Grandal Hansen-Schwartz, fagot