Vælg by ...

Søren Kressner-Michelsen

Efter at københavnske Søn i februar albumdebuterede med deres fantasifulde, fabulerende indiepop og særegne lyriske univers på “Det Skandinaviske Design”, har det ikke skortet på roser fra pressen. Og ej heller på gnister mellem band og publikum ved orkestrets koncerter. Det gik eksempelvis ikke stille for sig, da det velspillende band med karismatiske Kristoffer Jessen i front besøgte årets Spot Festival. Hér spillede man foran et fyldt og begejstret VoxHall. Søn spillede en aldeles magisk koncert, og Soundvenues anmelder kvitterede med 6/6 stjerner og ordene: “varmen var konstant altomfavnende i løbet af den bedste Spot-koncert, jeg personligt har overværet i årevis”. Denne aften gæster bandet Atlas i Aarhus.

 

 

Udover at Søn og publikum kan se frem til bandets kommende optræden på blandt andet årets Roskilde Festival, annoncerer femkløveret nu en omfattende Danmarksturné i oktober. Turnéen består af otte koncerter i hele landet – blandt andet altså i Aarhus.

Søn har følgende at sige til alle derude angående den forestående tour:

“Kære alle. Efteråret 2019 skal lyses op af det minimalistiske, Skandinaviske Design. Vi tager rundt i Danmark og præsenterer de glatte overflader, næsten urovækkende rene linjer og de på én gang forløsende og fikserende luftige værelser. Det bliver vores første rigtige turné, og det er spændende på en jomfru-agtig måde rigtigt at skulle ud på motorvejene og rundt i landet. Rundt og skabe de rum, som vi skaber, og rundt og møde alle jer. Vi glæder os, og vi ses. Kh, Søn.”

Sprudlende og fabulerende

Efter at have udsendt deres første EP “Autobahn” i 2017 udgav Søn deres debutalbum “Det Skandinaviske Design” den 15. februar i år. Det er et musikalsk sprudlende og tematisk fabulerende album. Et album, der er stilistisk udefinerbart og dybt personligt. Fuld af nærvær og nødvendighed. Melodisk sensibilitet og den unge voksnes udsyn fortættes i finurlige sangstrukturer. Et følsomt sammenspil med plads til instrumentale trips med tråde til jazz og anden improvisationsmusik. Et tema for sanger, guitarist og sangskriver Kristoffer Jessen på “Det Skandinaviske Design” er tilbagevendende. Nemlig de idealer i det moderne, vestlige samfund, der clasher med éns egen krop. Og éns ikke altid blussende kærlighedsliv og usikkerhed og tvivl om, hvad man vil.

Søns visuelle side lader ikke noget tilbage i forhold til musikken. Det vidner den tidligere udsendte æstetisk blændende og aldeles rørende dobbeltvideo til “Fem Fingre” og “Malmö” om. Orkestret har siden lagt yderligere til deres filmiske fortællinger i form af den simultant smuk og foruroligende video (instrueret af Sophie Mosbæk) til det over otte minutter lange albumtitelnummer “Det Skandinaviske Design”.

Interview med William Hoffmann

Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“Vi har sammensat et unikt all-around show, som indkapsler hele vores album. Vi kommer blandt andet til at have noget helt nyt med til nogle af numrene, som lige præcis Atlas vil være de allerførste nogensinde til at opleve. Vi føler os i særlig topform lige nu og glæder os helt vildt til at lukke nogle af alle de energier og følelser ud, som vi har ophobet indeni det seneste stykke tid.”

Hvad kan du afsløre om sætlisten?
“En ægte emotional rollercoaster.”

Hvad har I med af merch?
“Man vil kunne købe “Det Skandinaviske Design” og “Autobahn” på vinyl.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Det varierer. For tiden har jeg det sygt over “Ægte Kærlighed”. Den lever og ånder, og man ved aldrig helt, hvad der kommer til at ske, når man sætter den igang. Der er noget på spil, og den giver mig lyst til at smadre alt. På en god måde.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“De har været intense og også personligt udfordrende. Det er ikke altid, man får lov til at spille så lange shows med plads og tid til at kunne gøre, hvad man vil. Det har på nogen måder været tiltrængt at komme ud af festivalsæsonen og søge indenfor i mindre og mere intime rammer. Man kan pludselig tage musikken helt ned i øjenhøjde, hvor der er plads til at være helt skrøbelig og sårbar.”

Hvad skal publikum få tiden til at gå med indtil koncerten?
“Kig jer omkring og prøv at overvej hvor syg verden er lige nu på alle mulige måder. Og lyt til vores plade – eventuelt imens.”

 

Links

Søn på Facebook
Instagram
SoundCloud
YouTube