Vælg by ...

Lasse Sannerud

 

At være musiker er én ting. Det er et håndværk, som man kan lære. Men at være kunstner er noget andet. Det tager tid. Det kræver stor tålmodighed og hårdt arbejde. Især hvis man vil tjene penge på det.

Alt det ved sanger og musiker Lasse Sannerud Petersen efterhånden en del om. Han er allerede nået et godt stykke vej hen mod sin drøm om en dag at kunne leve fuldstændig af sin musik. Men han er der ikke helt endnu.

 

Lasse er 22 år gammel og kommer fra en lille by på sjælland ved navn Stenlille. Byen er så lille, at det er svært at finde på ting at lave.

Det var også svært, da Lasse var lille. Men det stoppede ham ikke. Som 7-årig startede han på sit første instrument. Det var trommerne, og talentet var tydeligt. Men store idoler som Stevie Wonder og Michael Jackson fik langsomt rykket Lasse over på et klaver, bas, kalimba og siden hen også sang.

“Jeg kalder mig selv for multiinstrumentalist,” siger han.

Nogle instrumenter er selvlærte, mens han med andre har fået undervisning. Men drømmen om at udgive musik i eget navn er faktisk ikke en, Lasse Sannerud Petersen har haft hele livet.

“Drømmen om at skrive musik og indspille selv startede faktisk først i gymnasiet.”

Særligt ét band har gennem tiden gjort stort indtryk på ham. Det er bandet Kashmir og deres måde at starte fra bunden af.

 

Link til Lasse Sanneruds video:

the-moon.mp4

 

“Dem har jeg lyttet meget til. De spillede i mange år i musikbranchen på en masse små lortesteder uden at blive anerkendt, inden de lige pludselig slår igennem. Og den fordel af at slå igennem på den måde er, at de ikke bare er en døgnflue, men at de kan holde ved,” fortæller han og fortsætter:

“Det har hjulpet mig meget til at sige ‘Rolig nu. Slå koldt vand i blodet. Det skal nok komme’. Selvom jeg selvfølgelig håber på en dag at spille på Roskilde Festival og tunere rundt i hele verden, så er de drømme faktisk droslet lidt væk, nu hvor jeg er begyndt at lave mine egne ting. Det handler slet ikke om succes. Det handler om at stå ved de ting, du laver.”

 

 Den lange vej er vejen frem

Netop den lange udvikling har gjort, at han slet ikke var i tvivl om, at han til at starte med ville gå andre veje, end man traditionelt gør som musiker.

“Jeg har fokuseret på at være original fra starten af og lave noget nyt,” fortæller han.

Ifølge Lasse Sannerud Petersen findes det originale ikke nødvendigvis i musikken, men måden man kommer frem med musikken på. I stedet for at sende demoer til pladeselskaber, eller tage ‘den lette vej’ igennem sangkonkurrencer på TV, er Lasse gået sin egen vej.

Han har nemlig intet pladeselskab bag sig. Ej heller nogen manager eller sekretær. Der er kun ham selv og hans nærmeste, der er inde over. Og det er et helt bevidst valg.

“Jeg har selv haft chancen for at hoppe med på X-Factor-vognen, da en af mine gode venner Marcel Gbekle deltog i programmet og kom med i Alien Beat Club. Ham spillede jeg musik med i rigtig mange år i folkeskolen. Og hans succes smittede selvfølgelig af på mig, og jeg overvejede selv, om jeg skulle stille op. Men min stemme gik i overgang, hvilket jeg kun er glad for i dag,” udtaler han.

Marcel Gbekle (i midten) og Lasse Sannerud Petersen spillede bl.a. sammen i musikskolens band ved Stenlille Festival for ti år siden. Dengang med Lasse bag trommesættet.

“Jeg tror også, jeg blev skræmt væk af at se, hvad det vil sige at komme så meget i medierne og få så meget opmærksomhed. Der er et stort fokus på at komme hurtigt til tops, og det skræmte mig. I stedet vil jeg hellere lave noget ordentligt håndværk.”

Netop det at kunne et håndværk først har stor betydning, inden man springer ud som musiker, føler han.

“Jeg ville heller ikke have det fedt med at spille i Parken, hvis jeg først lige var startet med at spille fodbold en uge inden. Det ville jeg ligesom ikke have evnerne til, uanset hvor god jeg selv synes, jeg er. Så vil jeg hellere have, at når folk hører mig spille, kan de også høre, at jeg rent faktisk kan noget.”

Men selvom den hurtige vej skræmte ham, så har det ikke altid været nemt for Lasse Sannerud Petersen at se andre stryge til tops og tage al opmærksomheden, mens han selv knokler hjemme i studiet.

“Jeg har brugt mange år på at være sur på en masse artister, som man ikke forstår, hvorfor er kendte, når jeg ikke selv er det. Men i stedet for at bruge energi på det, har jeg valgt i stedet at putte 200 procent i mine egne ting og opbygge en professionalisme, der først for nylig er kommet op at køre.”

Og det har desuden fået Lasse til at overveje, om der overhoved eksisterer fede pladekontrakter længere.

“Hvis jeg gik ud og fik en fed pladekontrakt, vil omdrejningspunktet ikke længere være musikken eller mig for den sags skyld. Det vil i stedet handle om salg og distribuering. Altså hvor mange penge der er i salg, hvor radiovenligt det kan blive og så videre. Så medmindre du gør det for økonomien, så findes den fede pladekontrakt ikke længere.”

Men Lasse Sannerud kan da også godt forstå, hvorfor pladeselskaberne gør, som de gør.

“Pladeselskaberne tænker jo økonomisk. Og de går efter hits af en grund. Så de i sidste ende kan tjene penge. Så jeg kan godt følge dem. Men for mig er det bare ikke spændende, for så producerer man kun den samme lyd, ind til den lyd skifter.” 

Den første plade

Det hårde arbejde uden en pladekontrakt har ind til videre betalt sig for Lasse Sannerud Petersen, der sidste år - nærmere bestemt 15. august 2016 - udgav sit første album under musik-alias’et ‘Sannerud’. Sammen med 16 andre musikere gik han i studiet for at indspille, hvad der skulle blive det 8 numre store album, ‘Diversity’.

Som navnet indikerer, tager ‘Diversity’ lytterne rundt i en musikalsk forlystelsespark af forskellige genrer, der har præget Lasse i sit musikalske liv. Lige fra det mere radiovenlige pop, over i nogle afrikanske rødder og til det, der altid har været Lasse Sannerud Petersens absolutte yndlingsgenre - funk og soul.

“De forskellige genrearter gør, at hver koncert føles som min første koncert,” udtaler han.

Årsagen til at det kan lade sig gøre for Lasse at udgive en plade helt uden de store pengesummer, skal findes i netværk. Netværk er, ifølge Lasse Sannerud Petersen, det vigtigste ord i musikbranchen. 

“Det sidste år har jeg brugt mere tid på at netværke, end jeg har brugt på at skrive ny musik,” siger han.

Og det var da også netværket, der gav ham muligheden for at indspille albummet.

“Jeg kendte en gut, der hedder Mathias, der igen kendte en, der hedder Christian. Og ham Christian havde det her studie, som han anbefalede. Vi havde en god connection, og så kom det ligesom på plads. Og så begyndte jeg ellers at kontakte en masse musikere, der ville lave pladen sammen med mig,” fortæller Lasse Sannerud Petersen.

Albumcover til Sanneruds første plade, ‘Diversity’.

For selvom Lasse egentlig godt kan spille de fleste af instrumenterne selv, så havde han ikke lyst til at indspille fem dage i et studie helt alene.

“Det endte ud med, at jeg havde 16 musikere - både stygekvartet, blæserkvartet og andre featurings. Og jeg synes musikken på den måde blev stærkere, når man er flere om at formidle den. Der var ikke 16 med på alle numre, men der skal nogle forskellige ting til, når man laver forskellig musik, hvilket også ligger til grund for pladens titel. Så man ikke bare laver fire plader, der lyder som det samme.”

“Det er en investering”

Det er langt fra gratis at være musiker. For at kunne lave musikken ordenligt, som Lasse Sannerud Petersen så gerne ville, koster det også penge.

Ved siden af tilværelsen som musiker har Lasse derfor flere deltidsjobs. Han arbejder både som lærervikar og er også underviser for flere, der ønsker at blive lige så god en musiker som Lasse.

“Det holder jo selvfølgelig ikke at blive ved med at lægge 10 gange så meget arbejde i musikken, som man får ud af det. Men jeg ser det mere som en investering. Jo, der skal penge til at få mad på bordet. Men sådan er det at arbejde med musik. Der må man tage det sure med det søde. Men det gør det også bare lidt spændende.“

Derfor er der heller ingen tvivl om, at han langt fra er færdig med at give musikken en chance.

“Jeg har ikke lyst til at tænke tanken om at fastlåse mig til at blive lærer eller musikunderviser. Det må først komme senere. Hvis jeg gik ud og blev underviser nu, så kunne jeg lige så godt lade være. De bedste undervisere er alligevel dem, der i det mindste har prøvet. Det er dem, der har haft en god karriere og har noget erfaring at give af,” siger han.

Lasse Sannerud Petersen føler desuden heller ikke, at han har givet musikken chancen nok endnu til at ville tænke på det med pengene.

“Nu har mit seneste ‘Sannerud’-koncept kun kørt i to år, så jeg er stadig i den spæde start. Det handler i højere grad om tid end om penge lige i øjeblikket. Men hvis der går længere tid, og jeg føler, at der ikke rigtig sker mere, og der ikke kommer flere betalte gigs ind, er jeg nok nødt til at nedprioritere og lave noget andet. Eller opstarte et nyt projekt.”

Lasse ude og promovere sin vinylplade.

Musikbranchen er patchwork

Det at have flere ting at tage sig til, ligesom Lasse Sannerud Petersen, kaldes patchwork. Og han er langt fra den eneste.

“Det er ikke kun mig, der har jobs ved siden af. Det gælder også større bands. De fleste arbejder med patchwork og har små ting, de laver ved siden af, som de så sætter sammen til en økonomi, der kan betale både deres og for mit vedkommende også min husleje.”

Heller ikke efter udgivelsen af pladen er der for Lasse Sannerud Petersen store penge at hente. I hvert fald ikke på salg.

“Hvis vi for eksempel tager Spotify, så får jeg 0,6 øre for hver afspilning af en sang. Jeg har rundet 12.000 afspilninger, der har givet knap 80 kroner. Så det er ikke særligt meget, man kan tjene på streams. Også selvom jeg ikke er særlig stor. Pharell Williams har fået 10.000 dollars for hans kæmpehit ‘Happy’, der har over en milliard afspilninger verden over,” siger han.

At pengene ikke er i streams og salg længere ved pladeselskaberne da også godt, fortæller Lasse Sannerud Petersen. Men de har fundet på andre løsninger.

“Der er stadig store pengene at hente hos pladeselskaberne. De hjælper dig med at skaffe sponsoraftaler og dermed reklamere for noget spændende og tjene noget ved siden af det at være musiker. Problemet er bare, at pladeselskaberne går efter de kunstnere, som har et godt image og kan bruges til at skabe en hype - fremfor at gå efter musikken.”

På samme måde håber Lasse også på at kunne komme til at tjene pengene ved ting ved siden af musikken. Dog gerne ting, hvor ham og hans musik er i centrum. Det gælder for eksempel koncert-jobs, foredrag om musik og undervisning i musik.

Et af Lasses seneste koncerter rundt om i landet.

En kamp mod musikbranchen

Lasses seneste skud på den musikalske stamme er en musikvideo produceret til nummeret ‘The Moon’ fra hans debutplade. Og han er sikker på, at det ikke bliver det sidste, man kommer til at høre fra ham.

“Målet er at blive ved med at lave det, jeg faktisk laver nu. Altså lave musik, jeg står inde for og arbejde med at udvikle mit koncept om at skifte mellem genrearter. Jeg vil ud og spille en masse koncerter og sprede mit navn og se, om mit koncept rækker.”

Men Lasses mål er faktisk todelt. Sideløbende kæmper han nemlig en personlig kamp mod hele musikbranchen.

“Den kamp er desværre ret svær, da det er en kæmpe stor branche, der lever godt af, at musikere ikke brokker sig og bare siger ‘ja tak’ til det meste. I stedet for at være dukken, der bliver ført, vil jeg kæmpe for at blive dukkeføreren. I stedet for at arbejde for at få en Pepsi-deal, vil jeg arbejde på at blive så fed, at Pepsi vil lave en deal med mig,” fortæller han.

Men Lasse er dog også godt klar over, at det for mange kan opfattes som en utrolig snobbet kamp at tage.

“Befolkningen og lytterne er jo ikke sure på branchen. En normal tømrer, der sidder i kø på motorvejen og hører The Voice, ved jo ikke nødvendigvis noget om musikbranchen, da det ikke interesserer ham. Og det kan jeg da godt forstå,” siger han og fortsætter:

“Jeg er 100 procent klar over, at der findes mennesker, der ikke går lige så meget op i musik, som jeg selv gør. Men jeg føler heller ikke, at de bliver negativt ramt af min kamp. Det er ikke en kamp om at dømme musik som god eller dårlig, for det er meget subjektivt. Det er mere en kamp om musik med en god hensigt fremfor kun at tænke på pengene.”

Skulle Lasse Sannerud Petersen en dag rent faktisk blive tilbudt en pladekontrakt, så er han ikke sikker på, at han ville sige ja.

“Hvis jeg f.eks. fik 500.000 kroner, ville jeg jo kunne lave nogle sindssyge ting. Men problemet er, at pladeselskabet vil kræve en masse af mig. De vil bestemme over min musik og prøve at pege det i en retning, som jeg potentielt ikke vil kunne stå inde for. Så vil jeg hellere fortsætte med det, jeg gør nu, og gøre brug af det netværk, jeg har.”

På Strøget i København stiller Lasse op og spiller et af numrene fra sin plade på kalimba.