REZWAN FARMI

Duoen Rest in Beats består af sangerinden Rezwan Farmi og producer Sebastian Theilke. Sammen skaber de deres helt egen unikke lyd, som lever et organisk liv i en elektronisk verden. De hviler i rytmen men i smuk bevægelse. Med Rezwans enestående vokalbrug og tekstunivers, skaber hun et ekspanderende og kalejdoskopisk rum, der på én gang føles varmt og velkendt, men i samme tone synes nyt og fuldstændig uudforsket.

Under Rezwans stemmer lægger Sebastian de levende, tektoniske beats, der har dybe rødder i hiphoppens beatkultur. Som en samtale mellem to vilde hjerter, danser Sebastians takter og skarpe scratch med Rezwans dragende vokal – altid i kærlig krig, men perfekt balance med hinanden.