Rytmisk linje

Optagelsesprøver afholdes på Køge Musikskole i uge 8, fra den 19. til den 23. februar 2018

Selv valgte opgaver
Du skal fremføre 2 sange med band som du selv vælger og på det instrument du søger ind på.
Dit musikalske program må sammenlagt højst vare 10 minutter og mindst en af dine sange skal udøves i sammenspil med andre.
For at give os et godt grundlag at vurdere din musikalitet ud fra, kan det være en god ide at præsentere et varieret program med forskellige typer af musikalsk karakter, udtryk, tempo og eventuelt også stil, genre og historisk periode.
MGK Sjælland stiller ikke musikere/band til rådighed, men er gerne behjælpelig med at formidle kontakt til musikere, der eventuelt vil kunne akkompagnere dig ved optagelsesprøven.

Yderligere opgaver til prøven

Alle ansøgere, undtagen ansøgere på trommesæt:

  1. Du vil blive prøvet i indstudering af en forespillet sang, hvor dine melodiske og harmoniske tilegnelsesevne, hukommelse og improvisations færdigheder bliver testet. I sangen indgår en passage som du får tilsendt på en node og skal lære hjemmefra.
  2. Du vil blive prøvet i dine rytmiske færdigheder, fornemmelse for underdeling og koordinerings evne ved imitation af enkle rytmiske strukturer (hold en grundpuls i fødderne og klap figuren med hænderne).

Alle ansøgere på trommesæt:

  1. Du vil på trommesættet blive prøvet i rytmisk imitation, variation og improvisation over forespillede rytmer.
  2. Du vil blive prøvet i dine rytmiske færdigheder, fornemmelse for underdeling og koordinerings evne ved imitation af enkle rytmiske strukturer (hold en grundpuls i fødderne og klap figuren med hænderne).

Samtale
Optagelsesprøven afsluttes med en samtale, hvor censorerne evaluerer din præstation, giver dig konstruktiv kritik og gode råd og hvor du får en karakter på 7 trinskalaen svarende til din kursusegnethed.

Generelt
Censorerne, som vurderer din kursusegnethed, har eller har haft fast tilknytning som undervisere ved et musikkonservatorium i Danmark.
Vi forsøger at skabe de optimale rammer for at kunne afholde alle prøver i en rolig, seriøs og konstruktiv atmosfære.
Selvom vi prøver dine færdigheder indenfor specifikke områder er dit musikalske udtryk og unikke talent lige så vigtigt. Derfor opfordrer vi dig til at vælge dit musikalske materiale indenfor de musikalske rammer og sværhedsgrader som du selv føler dig hjemmevant og godt tilpas i.
Optagelsesprøven varer sammenlagt cirka 20 minutter.